Hvor mange points scorer din have på biodiversitet?

Din have er sandsynligvis allerede levested for masser af dyr og planter. Men hvis du hjælper den lidt på vej, er der plads til endnu flere – og måske nogle nye arter.

Men før du går i gang med at forbedre biodiversiteten, er det jo godt at se, hvordan din haves score er som udgangspunkt.

Så tag scorekortet med ud i haven og giv din have en vurdering af, hvor naturvenlig den er ift. levesteder for forskellige arter. Scorekortet giver dig samtidig idéer til, hvad du kan gå i gang med at forbedre – hvis du vil bakke op, hjælpe naturen og fremme den biologiske mangfoldighed.

Du kan faktisk hurtigt ændre din score – også uden den store indsats. Nogle gange scorer du nemlig point, ved intet at gøre, og det sker nu engang ikke så tit.

En typisk have vil som udgangspunkt opnå ca. 10 point. Store haver vil have lettest ved at score højt, men pyt – målet er ikke nødvendigvis de maksimale 60 point men nærmere, at din have får flere point, næste gang du går den igennem med scorekortet.